logo

Print

Føderation

Som det fremgår af forfatningen er Rusland en føderal stat. De enkelte dele, der indgår i denne føderation benævnes subjekter. Den russiske føderation har fra 1. december 2005 88 subjekter inklusive Tjetjenien, der på grund af den igangværende militære konflikt ikke har deltaget aktivt som medlem af føderationen og ikke har sendt repræsentanter til de føderale organer.

Subjekterne

Den føderale opbygning af den russiske føderation er i høj grad baseret på den territorielle opbygning af den daværende russiske sovjetrepublik. Den føderale opdeling er derfor mere historisk end rationelt betinget. Det medfører, at de 88 russiske subjekter har meget forskellig beskaffenhed med hensyn til betegnelse, størrelse og befolkningsgrundlag. Man kan dog groft sagt inddele føderationens subjekter i to hovedgrupper: De nationalt betingede og de territorielt betingede.

Kort over den russiske føderation
Den russiske føderations subjekter. Viser opdelingen pr. 1. december 2005.

Nationalt betingede subjekter

21 republikker
I sovjettiden fandtes en række såkaldte Autonome Sovjetrepublikker (ASSR), der hovedsageligt var oprettet, hvor der fandtes betydelige nationale mindretal. I Den Russiske Føderative Sovjetrepublik var der 15 af disse, som alle er bevaret som republikker inden for Den Russiske Føderation. En af dem, den ingusiske-tjetjenske autonome sovjetrepublik er siden blevet delt op i to republikker. De resterende 5 republikker er tidligere autonome oblaster
1 autonom oblast (Provins)
I sovjettiden fandtes 6 autonome oblaster inden for Den Russiske Føderative Sovjetrepublik. Af disse er de 5 nu blevet til republikker inden for Den Russiske Føderation, så der nu kun er 1 autonomt oblast tilbage, nemlig det jødiske autonome oblast i Østsibirien.
9 autonome okruga (Distrikter)
I Sovjetunionen fandtes 10 autonome distrikter, som alle var beliggende i russiske sovjetrepublik. De 9 af dem er bevaret i dag, mens Permjakija autonome okrug pr. 1. december 2005 blev sluttet sammen med Perm oblast i det nye Perm kraj.

Territorielt betingede

7 krajer (Territorie)
Dette er en gammel betegnelse fra det førrevolutionære Rusland, der egentlig dækker randområder. Der er ikke noget formelt, der adskiller et kraj fra en oblast
48 oblaster (Provinser)
Dette er den almindelige betegnelse for et territorielt defineret subjekt i Rusland, og oblasterne udgør hovedparten af føderationens subjekter.
2 byer af føderal betydning
De to gamle hovedstæder Moskva og Skt. Petersborg har en særlig status som byer af såkaldt føderal betydning. Derudover findes også et Moskovskaja oblast og Leningradskaja oblast, der dækker området umiddelbart omkring byerne.

Den føderale opbygning er i øjeblikket i langsom forandring i retning af færre subjekter, idet en række subjekter enten allerede har vedtaget at slutte sig sammen eller har planlagt folkeafstemninger om forslag til sammenslutninger. Det betyder også, at antallet af de forskellige typer subjekter godt kan forrykke sig i løbet af de kommende år. Den første sammenslutning fandt sted med virkning fra 1. december 2005, hvor Perm oblast og Permjakija autonome okrug blev sluttet sammen til et nyt kraj, Perm kraj.

Alle disse subjekter indgår på lige fod i den russiske føderation, men man kan alligevel godt tale om et vist hierarki i den forstand, at de autonome distrikter og den autonome oblast samtidig i geografisk forstand er underlagt et oblast eller en kraj, idet de ligger på dens territorium. Alle subjekter har to pladser i Føderationsrådet, men de etnisk betingede subjekter har alligevel en større grad af autonomi. Styrkeforholdet mellem de enkelte subjekter er dog fremfor alt bestemt af de mere reelpolitiske forhold. Det er således et spørgsmål om deres størrelse, befolkningsgrundlag, økonomiske styrke og deres leders personlige gennemslagskraft.

Kompetencer

Forfatningen definerer magtforholdet mellem føderationens centrale organer og de enkelte subjekter ved at opregne de kompetencerområder, der tilhører føderationens centrale magtorganer, og de, der tilhører subjekterne og centralmagten i fællesskab.

Centralmagtens kompetencer

Fælles kompetencer

Hvad der ikke eksplicit er nævnt i disse to lister hører ind under subjekternes egen jurisdiktion. Når det ikke har fået en særlig paragraf i forfatningen skyldes det angiveligt de store forskelle mellem de enkelte subjekter. Udover forfatningen fra 1993 bliver forholdet mellem centrum og regioner yderligere reguleret af Føderationstraktaten fra 1992 og en række særaftaler indgået mellem centralmagt og de enkelte regioner.

Subjekternes selvstyre

Hvert enkelt af Ruslands subjekter har sit eget parlament, der bliver valgt af subjektets befolkning. De nærmere forhold omkring disse parlamenter og valget til dem er fastlagt af det enkelte subjekt. Parlamenterne varierer således i størrelse, har forskellige betegnelser og vælges efter forskellige valgsystemer. Valgene til dem foregår således heller ikke samtidigt over hele føderationen. Fra 2006 er det dog blevet bestemt, at valgene enten foregår på den anden søndag i marts eller den anden søndag i oktober.

De enkelte subjekter har ligeledes deres egen leder, der enten betegnes som guvernør eller præsident. Hidtil har disse ledere været folkevalgte, men efter terrorangrebet i Beslan i september 2004 afskaffede Putin det lokale valg til disse embeder. I stedet bliver subjekternes leder nu udpeget af præsidenten og efterfølgende godkendt af den lokale lovgivende forsamling.

De enkelte subjekter er opdelt i mindre administrative enheder. Disse har betegnelserne: rajon (distrikt), gorod (by) og PGT (bebyggelse med bymæssig karakter). Hver af disse enheder har også deres egen folkevalgte forsamling, der vælges efter retningslinier fastlagt inden for det subjekt, som de indgår i.

De føderale distrikter

Den seneste udvikling i den territorielle inddeling af Rusland er oprettelsen af syv føderale distrikter (okruga, ental: okrug), som Putin tog initiativ til i år 2000. Formålet var angiveligt at styrke centralmagtens kontrol med regionerne. I modsætning til føderationens subjekter har disse distrikter ikke egne lovgivende og udøvende organer, men er alene centralmagtens og især præsidentens forlængede arm ud i regionerne.

Kort over de føderale distrikter
De syv føderale distrikter, som blev oprettet i foråret 2000.