logo

Print

Geografi

Selv efter Sovjetunionens opløsning er Rusland verdens største land. Landets areal udgør 17,075 mio km², hvilket er 1,8 gange så meget som arealet af USA eller Kina, 48 gange så meget som arealet af det genforenede Tyskland og hele 396 gange så meget som Danmarks areal.

Fra Østersøen i vest og til Bering-strædet i øst er Ruslands udstrækning 10.000 km. Det vestligste punkt ligger i eksklaven Kaliningrad ved Østersøen på grænsen til Polen. Det østligste punkt på fastlandet er Kap Dezjnjov (Мыс Дежнева) ved Bering-strædet, mens det østligste punkt overhovedet er Ratmanov-øen (Остров Ратманова) i Bering-strædet. Denne enorme udstrækning har den konsekvens, at landet strækker sig over i alt 11 tidzoner, så når klokken er 8 om morgenen i Kaliningrad ved Østersøen, er den allerede 7 om aftenen i Petropavlovsk-Kamtjatskij på Kamtjatka i Fjernøsten.

På den anden led, fra nord til syd, er der omkring 3.000 km fra Ishavet til Kaukasus eller nogenlunde det samme længere mod øst fra Ishavet til grænsen til Mongoliet. Det nordligste punkt på fastlandet er Kap Tjeljuskin (Мыс Челюcкина), mens det nordligste punkt overhovedet findes på øgruppen Franz Josef Land (Земля Франца Иосифа) langt mod nord i Ishavet. Det sydligste punkt ligger sydvest for Derbent ved Det Kaspiske Hav på grænsen mellem Rusland og Azerbajdjan.

Ruslands statsgrænser har en samlet længde på ca 20.000 km og landet grænser op til følgende 14 lande: Azerbajdjan (284 km), Belarus (959 km), Estland (294 km), Finland (1.340 km), Georgien (723 km), Kazakstan (6.846 km), Kina (3.645 km), Letland (217 km), Litauen (227 km), Mongoliet (3.485 km), Nordkorea (19 km), Norge (196 km), Polen (206 km) og Ukraine (1.576 km).