logo

Print

-1240

Steppens folk

Længe før den første russiske stat opstod, var steppeområdet nord for Sortehavet befolket af en række forskellige folkeslag. Blandt de bedst kendte er skytherne, som herskede over området i perioden 600-200 f.kr. og ernærede sig som jægere og nomader. I dag er de især kendt for en række rige arkælogiske fund, der vidner om en udviklet kultur. Fra 100 f.Kr. til 900 e.Kr. blev skytherne efterfulgt af andre folkeslag, deriblandt gotherne, hunnerne og sarmaterne. Samtidig med at disse folk beboede steppen, fandtes en række græske kolonier langs med Sortehavets kyst, som både handlede med steppens folk og det østlige Middelhavsområde.

Der er ikke enighed om de slaviske folks oprindelse. Man regner med, at det tidligste slaviske hjem var området nord for Karpaterne eller måske et sted i det nuværende Hviderusland. Omkring 600 e.Kr. var slaverne blevet opdelt i forskellige grene, der også sprogligt begyndte at skille sig ud som henholdsvis syd-, vest-, og østslaver. Østslaverne slog sig ned omkring floden Dnepr i det nuværende Ukraine og grundlagde her de første bosættelser i det, der senere blev Kiev-Rusland. Her blev slaverne underlagt khazarerne, som var et turkisk folkeslag, der regerede området omkring Volga og nord for Kaukasus.

Kiev-Rusland

Ifølge de russiske krøniker blev den første russiske stat, Kiev-Rusland, grundlagt af vikingen Rjurik, som de lokale folkeslag i år 862 bad herske over sig. Denne beretning skal nok ikke tages alt for bogstaveligt, men sikkert er det, at vikingerne spillede en betydelig rolle i Kiev-Rusland. Der optræder således nordiske navne på handelstraktater, som Kiev-Rusland indgik med andre lande, og også i de lokale stednavne kan man spore en nordisk indflydelse.

Vikingerne blev tiltrukket til det sydrussiske område af muligheden for at handle med Byzans via de russiske floder. Denne handel var en af årsagerne til, at den første russiske stat opstod her med de største byer placeret på strategiske steder ved floderne. En anden vigtig forudsætning var, at det sydlige Rusland er begunstiget af frugtbar landbrugsjord, som det var nemt at opdyrke med simple midler.

Storhedstiden

Sofia-katedralen i Kiev
Sofia-katedralen i Kiev

Fra slutningen af 900-tallet udviklede Kiev-Rusland sig til en stor europæisk stat med en blomstrende kultur og nære forbindelser til andre europæiske stater. I 988 antog storfyrst Vladimir kristendommen gennem en aftale med Byzans, der blandt andet indebar, at han fik lov at gifte sig med den byzantinske kejsers søster. Dermed blev Rusland en del af den kristne europæiske kulturkreds, og landets herskere fik et nyt ideologisk grundlag for deres styre. Eftersom kristendommen kom til Rusland fra Byzans, kom Rusland efter kirkens splittelse i 1054 til at tilhøre den ortodokse kirke

Med kristendommen fulgte en generel kulturel import fra Byzans. Rusland fik således et skriftsprog baseret på det kyrilliske alfabet, der var blevet udformet af græske munke. Under Vladimirs efterfølger, Jaroslav den Vise, opførtes Sofia-katedralen i Kiev, som var en kopi af Hagia Sofia i Konstantinopel. I denne periode fik landet også sine første lovsamlinger, der blandt andet vidner om et samfund med voksende sociale forskelle, udviklingen af nye erhverv og en voksende pengeøkonomi.

Rygraden i Kiev-Ruslands økonomi var handlen, der foregik via floderne fra Østersøen til Det Kaspiske Hav og Sortehavet. Den vigtigste handelsvare var pelsværk, som de udstrakte russiske skove kunne levere i store mængder. Desuden var honning og bivoks også vigtige handelsvarer. Endeligt indgik handel med slaver også i Kiev-Ruslands forbindelser med omverdenen. Til gengæld for disse varer modtog de russiske købmænd sølvmønter, silke, krydderier og andre luksusvarer fra Østen. Ud over handel tjente landets fyrster penge på at opkræve skat fra de folkeslag, som var underlagt Kiev-Rusland. Denne skat, tribut, blev betalt i naturalier, som så indgik i landets handel med udenlandske købmænd.

Opløsning

I 1054 døde storfyrst Jaroslav den Vise, og dette blev begyndelsen på en periode med tilbagegang og opløsning for Kiev-Rusland. En årsagerne var det arvesystem, som Jaroslav havde indført ved sin død, hvorved riget blev delt mellem hans arvinger. Efterhånden som dynastiet voksede, førte det til voksende problemer med arvefølgen, og Kiev-Rusland blev gradvist splittet op i mindre selvstændige fyrstendømmer. Omkring år 1100 bestod Kiev-Rusland således af 12 mindre fyrstendømmer, der kun formelt anerkendte storfyrsten i Kiev som øverste leder. I realiteten var Kiev-Rusland på det tidspunkt kun en løs føderation.

En medvirkende årsag til splittelsen af Kiev-Rusland var en ændring i den internationale handel. Som følge af de italienske byers fremgang fik handelsruterne langs Middelhavet større betydning, og dette svækkede Kiev-Ruslands betydning som transitområde for handlen på Byzans. Internt i Rusland førte det til en ændret styrkefordeling mellem Kiev og byerne længere mod nord som fx Novogorod og Vladimir.