logo

Print

Landskab

Et af de væsentligste karaktertræk ved landskabet i Rusland er, at en meget stor del af landet er relativt fladt, domineret af steppeland. Dette steppeland strækker sig fra Karpaterne i det sydlige Polen gennem hele den europæiske del af Rusland og videre mod øst i Sibirien til Jenisej-floden, hvor det centralsibiriske højland starter.

Ural

Midt gennem dette steppeområde går Ural-bjergene, der traditionelt har markeret adskillelsen mellem Asien og Europa. Fysisk er dette markeret med en sten, hvor Den Transsibiriske Jernbane passerer gennem bjergkæden. Uralbjergene består faktisk af flere parallelle bjergkæder i nord-sydgående retning, der ikke blot findes på det russiske fastland, men også fortsætter på øgruppen Novaja Zemlja i Ishavet.

Mod nord når Ural sit højeste punkt på næsten 1900 meter ved bjerget Narodnaja, mens den centrale del af Ural er betydeligt lavere - under 500 m. Det betyder, at Ural aldrig har udgjort nogen vanskeligt passabel barriere. Endvidere er bjergkæden adskillige steder gennemskåret på tværs, hvilket også har gjort det relativt nemt at passere den.

Det østeuropæiske sletteland

Vest for Ural findes det område, der kaldes Det Østeuropæiske Sletteland (Восточно-европейская равнина). Det er det landområde, som vi traditionelt forstår ved det europæiske Rusland. Dette sletteland når på de højeste steder kun 343 m over havets overflade. Det sker mod nordvest i Valdaj-højene (Валдайская возвышенность) og længere mod syd et andet højland, der kaldes det centralrussiske højdedrag (средне-русская возвышенность). Disse to højdedrag fungerer som det vandskel, der gør, at floderne i den sydlige del af det europæiske Rusland enten løber mod Østersøen, Sortehavet eller Det Kaspiske Hav.

Det Vestsibiriske Lavland

Umiddelbart øst for Ural ligger det Det Vestsibiriske Lavland (Западно-сибирская равнина), der er et kæmpe område på ca. 2,5-3 mio km² mellem Ural og Jenisej-floden. Arealmæssigt svarer det til 5-6 gange Frankrigs areal eller næsten Indiens areal. Som navnet siger, er der tale om et lavlandsområde, der ingen steder når højere end 200 m over havets overflade. Området afvandes af Ob og dens bifloder, omkring hvilke der især i foråret opstår enorme sumpområder. Området er yderst tyndt befolket.

Det Centralsibiriske Højland

Længere mod øst mellem de store floder Jenisej og Lena ligger Det Centralsibiriske Højland (Среднесибирское плоскогорье). Størstedelen af dette område ligger 300-800 m over havets overflade, så en stor del af det har nærmere karakter af skovdækket højland end af bjerge. Kun mod nordvest i Putoran-bjergene og mod sydvest i Jenisej-bjergene findes der højere bjerge, som nogle steder når op til 1700 m.

Bjerge

Selv om størstedelen af Ruslands samlede landoverflade er domineret af lavland, findes der også bjerge, som udgør ca en fjerdedel af Ruslands areal. Mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav ligger Kaukasus, der i højde og struktur minder om de europæiske alper. Kaukasus' højeste punkt er Elbrus på 5642 m, der ligger i republikken Kabardino-Balkarien og er det højeste punkt i både Europa og Rusland. I modsætning til Ural har Kaukasus op gennem historien været en ganske effektiv barriere for nord-sydgående trafik, idet de vigtigste pas ligger i en højde af over 2000 m.

Vest for Bajkal-søen ligger Altaj-Sajan bjergkæderne. Dette bjergområde bliver gennemskåret af Jenisej-flodens øvre løb, som deler bjergene i Altaj-systemet vest for Jenisej og Sajan øst for floden. Syd og øst for Bajkal-søen findes en række bjergkæder. Dette bjergområde danner vandskel mellem de floder, der flyder mod Ishavet og de der, som Amur, løber mod øst. Her er der bjergtoppe på op til 2000 m og dybe slugter langt under havets overflade. I det nordøstlige hjørne af Sibirien på østsiden af Lena-floden findes et meget bjergrigt, men samtidig yderst tyndtbefolket og relativt uudforsket område, som antages at rumme store naturrigdomme. Endelig findes på Kamtjatka et nord-sydgående bjergsystem domineret af vulkaner, der fortsætter på øgruppen Kurillerne og videre til Japan. Det højeste punkt i dette system er vulkanen Kljutjevskaja på Kamtjatka, der når en højde på 4750 m over havets overflade.