logo

Print

1240-1480

Mongolerne

Billede af mongolsk hær
Den mongolske rytterhær.

Mongolerne var et nomadefolk, der stammede fra Centralasien og oprindeligt bestod af flere stammer. Under ledelse af Djengis Khan erobrede de i 1215 Beijing i Kina, hvorefter de vendte sig mod vest.

I 1237-38 gennemførte de det første felttog mod Rusland og erobrede en række byer i den nordlige del af Rusland, blandt andet Suzdal, Moskva, Tver og Vladimir. Ifølge de russiske krøniker skete dette på grusomste vis. Under erobringen af Vladimir havde et stort antal indbyggere således søgt tilflugt i kirkerne, der blev brændt ned af mongolerne, hvorved mange indebrændte. Den eneste større by i det nordlige Rusland, som det ikke lykkedes mongolerne at indtage, var Novgorod.

I 1240 indledte mongolerne et nyt felttog, der denne gang var rettet mod Sydrusland. På grund af den ustabile politiske situation i Kiev-Rusland var det ikke vanskeligt for mongolerne at indtage byerne her. I 1240 faldt hovedstaden Kiev.

Rusland under mongolerne

På trods af ødelæggelserne under mongolernes erobring af de russiske områder vendte livet i store dele af Rusland hurtigt tilbage til det normale. De overlevende fyrster vendte tilbage til deres fyrstendømmer og begyndte at genopbygge byerne.

Mongolerne, der undertiden også kaldes tartarerne, slog deres hovedkvarter op i Saraj ved Volga, hvorfra de regerede det russiske område. Den del af det store mongolske rige, som omfattede Rusland, er kendt under betegnelsen Den Gylde Horde.

Mongolernes kontrol med Rusland var baseret på udnyttelse af de eksisterende samfundsstrukturer i stedet for etablering af nye. Det var derfor også i mongolernes interesse, at landet hurtigt blev genopbygget, og at livet normaliseredes. Af samme grund fik de russiske fyrster lov til at vende tilbage til deres fyrstendømmer på den betingelse, at deres ret til at regere krævede den mongolske khans accept. På den måde blev de russiske fyrster vasaler under mongolsk overherredømme.

De russiske fyrster måtte derfor bejle til mongolernes gunst, hvilket førte til en lang række interne magtkampe på russisk side. Udover at stå for lokalforvaltningen fik de russiske fyrster efterhånden også overdraget skatteopkrævningen. I første omgang blev denne opgave varetaget af de enkelte fyrster, men senere kom storfyrsten i Moskva til at stå for skatteopkrævningen fra hele det russiske område. Dette gav storfyrsten i Moskva en unik magtposition i forhold til de andre fyrstendømmer og var desuden økonomisk fordelagtigt, da han kunne beholde en vis del af de opkrævede skatter. En af de fyrster, som profiterede af det, var Ivan I (1325-1341) med tilnavnet Kalita (pengesæk).

Frigørelsen

Opmarchen ved Ugra-floden

Efterhånden svækkedes mongolernes kontrol over Rusland på grund af intern splittelse. De russiske fyrster fik derfor mulighed for at blive mere selvstændige.

Den begivenhed, der mere end noget andet kom til at markere denne udvikling, var slaget på Kulikovo Pole (Sneppemarken) ved floden Don i 1380. Efter at storfyrsten i Moskva, Dmitrij Donskoj (1359-1389), havde forsøgt at fravriste mongolerne handlen på Volga og havde undladt at betale skat, sendte den mongolske khan en stor militærstyrke afsted for at straffe Dmitrij. Konfrontationen endte i en russisk sejr, der er gået over i historien som et symbolsk vigtigt skridt mod befrielsen fra mongolerne. Det var første gang en russisk hær slog mongolerne. I praksis fik slaget dog ikke helt så stor betydning, idet mongolerne allerede året efter belejrede og plyndrede Moskva.

Den endelige frigørelse fra mongolerne, der først kom i 1480, var derimod ikke særlig dramatisk. Den russiske storfyrste, Ivan III (1462-1505), var holdt op med at betale skat til mongolerne og ville ikke længere anderkende deres overherredømme. De sendte derfor en styrke afsted mod Moskva for at sætte storfyrsten på plads. Det kom imidlertid ikke til en militær konfrontation, idet mongolerne trak sig tilbage, da de to hærer i en måned havde stået over for hinanden ved floden Ugra.

Mongolerne i historieskrivningen

Ofte er mongolertiden blevet set som et entydigt mørkt kapitel i Ruslands historie, hvilket også fremgår af den ofte brugte betegnelse mongoleråget. Det er dog nødvendigt at nuancere dette billede noget.

Det er rigtigt, at selve erobringen af Rusland omkring 1240 medførte store materielle ødelæggelser, og mange mennesker blev bortført og solgt på de asiatiske slavemarkeder. Dette betød, at de russiske byer blev drænet for dygtige håndværkere. Endvidere medførte mongolernes erobring af Rusland betydelige kulturelle tab. Mange biblioteker med værdifulde manuskripter gik således op i røg. Under selve mongolernes styre var den væsentligste skadelige virkning den hårde beskatning samt udskrifningen af russere til mongolsk militærtjeneste.

Der var dog også positive konsekvenser af mongolernes herredømme. Rygraden i mongolerrigets økonomi var handel, idet mongolerne kontrollerede de vigtige karavaneveje mellem Europa og Asien. Derfor søgte mongolerne også at fremme handlen med både Østersøområdet og Byzans, hvilket også var til gavn for Rusland. Det er derfor ikke helt dækkende at beskrive mongolertiden som en periode, hvor Rusland var isoleret fra omverdenen. Endvidere var mongolerne relativt tolerante over for den ortodokse krike, der var fritaget for skat. Der blev endda opført en kirke i mongolernes hovedkvarter, Saraj.