logo

Print

1480-1689

Samlingen af Rusland

Under mongolernes herredømme over Rusland var det lykkedes storfyrstendømmet Moskva at sikre sig en position som det førende russiske fyrstendømme. Dette var både et resultat af en gunstig beliggenhed og et godt samarbejde med de mongolske herskere om blandt andet skatteopkrævning. I slutningen af 1400-tallet og i starten af 1500-tallet ekspanderede Moskva yderligere ved at sikre sig kontrollen med andre fyrstendømmer, herunder Novgorod som blev underlagt Moskva i 1478.

Efter tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 var Rusland det eneste ortodokse land i verden. I en henvendelse til storfyrst Vasilij III (1505-1533) formulerede en munk det i den berømte tese om Moskva som det tredje Rom: Hvor de to første Rom'er - det i Italien og Konstantinopel - var gået under, ville det tredje - Moskva - bestå, og der ville ikke blive et fjerde.

Ivan den Grusomme

Ivan den Grusomme
Ivan den Grusomme (1533-1584)

Ivan IV (1533-1584) med tilnavnet "den Grusomme" er en af de mest gådefulde regenter i Ruslands historie. Ivan var kun 3 år, da hans fader Vasilij III (1505-1533) døde, og landets regering blev derfor reelt overtaget af højadelen. Det førte i de følgende år til en intensiv magtkamp mellem de mest indflydelsesrige adelsfamilier. Det er blevet set som en vigtig årsag til, at Ivan senere kom til at mistro adelen og ønske at reducere dens indflydelse.

Da Ivan IV i 1547 som den første russiske regent blev kronet til tsar, blev det indledningen til en periode af hans regeringstid præget af reformer. Regeringsapparatet blev udbygget, et nyt militærkorps af professionelle soldater blev etableret og adelens tjenestepligt blev udvidet til også at omfatte fødselsadelen.

Reformperioden sluttede brat i 1560, hvor Ivan fjernede sine vigtigste rådgivere og i stedet begyndte at regere ud fra sine egne ønsker. Efter først at have truet med at abdicere, hvis han ikke fik sin vilje, udskilte han i 1564 en del af landet i et særligt område kaldet opritjnina. Her udfoldede et sandt terrorvælde sig. Adelen blev sat ud af deres godser og i mange tilfælde dræbt sammen med deres tjenestefolk og bønder. I stedet blev godserne udlagt som tjenestegodser til medlemmerne af det særlige militærkorps, som kontrollerede opritjnina-området.

Opritjnina-systemet blev pludseligt ophævet i 1572, sandsynligvis fordi det havde skabt så meget kaos i landet, at det truede statens sikkerhed. Efter først at have haft held til at fortrænge mongolernes efterkommere fra Kazan og Astrakhan i 1550'erne og dermed få kontrol over Volga, var Rusland i et forsøg på at nå frem til Østersøen blevet trukket ind i Den Livlandske Krig (1558-1583), der efterhånden blev en alvorlig hovedpine for tsaren. Det lykkedes ikke Rusland at få adgang til Østersøen, og i 1583 måtte man afstå alle erobringer for at få fred.

Forvirringens tid

I 1584 døde Ivan den Grusomme, der blev efterfulgt af sin søn Fjodor (1584-1598). Han var imidlertid en svag regent, der ikke besad de nødvendige kvaliteter til at regere landet og heller ikke interesserede sig synderligt for det. Dette var særlig problematisk på grund af de konsekvenser, som Ivan den Grusommes styre havde haft i form af affolkede landsbyer. For regeringen gav dette problemer med skatteindtægter og soldaterudskrivning.

Den situation udnyttede Boris Godunov, der var tsarens svoger, til at gøre sig til Ruslands reelle magthaver. Under hans ledelse blev grebet om bønderne strammet ved yderligere at indskrænke deres mulighed for at flytte. I 1589 lykkedes det at få den ortodokse kirkes overhoved i Konstantinopel til at acceptere, at Rusland fik sin egen patriark.

I 1598 døde Fjodor uden at efterlade sig en tronarving. Rjurik-dynastiet, der havde hersket over Rusland siden 800-tallet, var dermed uddødt. Med støtte fra patriarken lykkedes det Boris Godunov at blive valgt til tsar af en rigsforsamling, der var indkaldt for at finde en løsning på den dynastiske krise. Valget af Godunov mødte imidlertid modstand, og snart blev Rusland kastet ud i en alvorlig krise med borgerkrig og fremmede interventioner. Denne periode er af historikerne blevet døbt Forvirringens tid.

Romanov-dynastiet

Først i 1613 fik Rusland igen et stabilt styre, da en ny rigsforsamling valgte Mikhail Romanov til ny tsar. Dermed begyndte 300 år med Romanov-dynastiet ved magten i Rusland. Som følge af den usikre situation med fremmede tropper i landet, spillede rigsforsamlingen en aktiv rolle i landets ledelse i de første år af Mikhails regeringstid uden dog på nogen måde at indskrænke tsarens enevældige magt. Også den ortodokse kirke spillede en aktiv rolle på dette tidspunkt. Tsarens fader, der var blevet munkeviet under navnet Filaret, blev i 1618 udpeget til patriark, og frem til sin død var han medunderskriver af alle vigtige statsdokumenter.

En delegation fra Moskva er draget til Kostroma for at bede Mikhail Romanov blive Ruslands nye tsar.

Ligesom i resten af Europa var 1600-tallets Rusland præget af en centralisering og effektivisering af statsmagten. Det administrative system voksede i denne periode, og for at kunne leve op til tidens militære udfordringer blev der oprettet en række regimenter efter udenlandsk forbillede. For bønderne fik udviklingen den konsekvens, at livegenskabet blev fastsat ved lov i 1649.

Under Mikhails efterfølger, Aleksej (1645-1676) rystedes det ortodokse Rusland af en splittelse af kirken. En række reformer af de religiøse tekster og liturgien skabte modstand fra de såkaldt gammeltroende. Som følge af myndighedernes undertrykkelse flygtede de gammeltroende i stort tal til landets tyndtbefolkede områder.

I løbet af 1600-tallet oplevede Rusland desuden en række folkelige opstande, hvilket har givet perioden tilnavnet det oprørske århundrede. Omkring midten af århundredet var der opstande i en række byer, herunder Moskva, og omkring 1670 anførte kosakken Stepan (Stenka) Razin en oprørshær, som indtog flere byer ved Volga. Opstanden blev dog slået ned og Razin taget til fange og henrettet.

På den udenrigspolitiske front ekspanderede Rusland mod vest på bekostning af Polen. I 1648 søgte lederne af en kosakopstand i Ukraine støtte hos den russiske tsar, der i 1653 indlemmede Ukraine i det russiske rige. I Sibirien fortsatte kolonialiseringen videre mod øst, så størstedelen af Sibirien var under russisk herredømme ved århunderedets slutning.