logo

Print

Natur

Ruslands store udstrækning gør, at landet rummer mange forskellige landskabstyper med et meget forskelligartet plante- og dyreliv. Ud fra de fysiske betingelser og de muligheder, de giver for plantevækst, kan man inddele Rusland i en række vegetationszoner. Den vigtigste enkeltfaktor for udbredelsen af disse vegetationszoner er klimaet i form af temperatur og nedbør.

Kort over vegetationszoner
Vegetationszoner i Rusland.

Da klimaet først og fremmest er afhængigt af breddegraden, strækker disse zoner sig i parallelle bånd fra øst til vest over det eurasiske kontinent. Desuden spiller afstanden til havet en rolle for de klimatiske forhold, hvorfor vegetationszonerne ændrer bredde hen over kontinentet. I bjergområderne ændres dette billede af en større afhængighed af højden over havets overflade, hvilket fører til, at zonerne her får et mere uregelmæssigt forløb. Ofte inddeles Rusland i følgende fire vegetationszoner.

Tundra

De nordligste egne af det europæiske Rusland og Sibirien samt øerne i Det Nordlige Ishav er dækket af tundra. I bjergområderne strækker tundraen sig dog længere mod syd. I alt dækker tundraen ca 12% af Ruslands areal.

I de nordligste områder er tundraens vegetation træløs og domineret af mosser og lav. Dette område karakteriseres ofte som polarørken. Længere mod syd findes den typiske tundra med blomstende urter og græsser. Planterne her når sjældent mere end nogle få centimeters højde og vokser ofte langs med jorden for at give beskyttelse mod vejr og vind.

Foto af tundralandskab
Tundralandskab på Tjukotka-halvøen ved Bering-strædet

Vintrene i tundraen er lange, og mange steder ligger gennemsnitstemperaturerne under frysepunktet i ni af årets måneder. Selv i den varmeste måned når gennemsnitstemperaturen ikke over 10° C. Derfor når kun de øverste lag af jordbunden at tø op i løbet af den korte sommer. På grund af kulden omdanner bakterier og andre mikroorganismer kun det organiske materiale meget langsomt, og som følge af permafrosten forbliver vandet ved overfladen. Efterhånden bliver der derfor ophobet lag på lag af vegetation, der gør de øverste jordlag tørvede og svampede.

Tundraens sparsomme plantevækst fungerer som fødekilde for fugle, gnavere og rensdyr, der igen er byttedyr for ulve og polarræve. Om sommeren er tundraen yngleplads for mange trækfugle, især i de kystnære områder og desuden er luften fyldt med store sværme af myg, der bl.a. ernærer sig ved at suge blod på de store flokke af rensdyr, der drives mod nord om sommeren. Traditionelt har tundraen været beboet af en række ikke-russiske folkeslag, der primært har ernæret sig ved jagt og rensdyravl. Tundraen er på grund af det barske klima et følsomt økosystem, der let bliver forstyrret af menneskelig aktivitet fx i form af mineraludvinding. Endvidere vil en global temperaturstigning have store konsekvenser for tundraen.

Skovzonen

Skovzonen dækker lidt over halvdelen af Ruslands areal. Skovzonen er verdens største sammenhængende region med skov og samlet set udgør de russiske skovområder omkring en fjerdedel af verdens skovareal. Træ som resurse har altid haft en afgørende betydning for Rusland. I skovbælterne har de fleste huse således traditionelt været bygget af træ, og skoven har givet brænde til opvarmning og er levested for de dyr, der både har givet pelsværk og kød. Det har gjort skovzonen til hjem for omkring en tredjedel af Ruslands befolkning.

Skovzonen kan opdeles i flere underzoner alt efter skovens karakter.

Tajga

Tajga-zonen er et bredt bælte af hovedsageligt nåletræer som rødgran, ædelgran, lærk og fyr. Mod vest dominerer fyr og gran, mens tajgaen længere mod øst hovedsageligt består af fyr og lærk. Tajga-zonen er langt den største af vegetationszonerne, idet den omfatter lidt under halvdelen af det samlede areal.

Tømmer på en russisk flod
Flådning af tømmer fra de store russiske skove.

I Sibirien strækker dette skovbælte sig indtil Lena-floden, på hvis østside det afløses af bjerglandskaber. I dag foregår der dog intensiv skovhugst i Sibirien, hvor millioner kubikmeter tømmer skoves og om sommeren flådes ned ad de store floder til cellulosefabrikker eller savværker. Alligevel er skovbæltet i Sibirien stadig omkring 1500 km bredt.

Tajgaen har et rigt dyreliv med mange fugle, bjørne, ulve og mindre pattedyr. Op gennem tiden har skovens pelsdyr været et eftertragtet jagtbytte, hvorfor handel med pelsværk var tsarens monopol. Derimod har områdets betydning som landbrugsland været relativt lille. Selv om man visse steder har ryddet skoven, er jordbundens beskaffenhed ikke egnet til agerbrug.

Blandet skov

Længere mod syd og vest, primært i den europæiske del af Rusland, ligger et bælte med blandet skov med både nåletræer og løvtræer som eg og birk. Klimaet er varmere her end i tajga-zonen, men vintrene er stadig lange med kraftigt snefald. På grund af det mildere klima rummer zonen med blandet skov et rigt plante- og dyreliv med et økosystem, der består af flere lag.

Området med blandet skov er væsentligt mere tætbefolket end tajgaen. Jordbunden her er mere frugtbar, hvorfor skoven mange steder er fældet for at give plads til agerbrug. Det var i dette område, at Moskva-staten opstod, idet skoven ydede en vis beskyttelse mod steppefolkene, men stadig var mere gennemtrængelig for menneskets virke.

Løvskov

Billede af Amurtigeren
Den truede Amurtiger lever i løvskovene i Fjernøsten.

Visse steder i det europæiske Rusland, blandt andet omkring Sortehavet og i de lavereliggende dele af Kaukasus findes områder med ren løvskov. Klimaet her er karakteriseret ved relativt milde vintre og varme somre.

Også i Fjernøsten findes løvskovsområder omkring floderne Amur og Ussuri på grænsen til Kina samt i kystområderne ved Vladivostok. Disse skove er blandt andet levested for den truede Amurtiger (den sibiriske tiger), der er verdens største kattedyr.

Steppen

Mod syd ligger de store steppeområder, der som et åbent træløst græsbælte strækker sig fra Karpaternes fod tværs over det nuværende Ukraine til det centrale Sibirien. Her er nedbøren for sparsom til trævækst. Forårsregnen giver kun fugt til de øverste jordlag og tørre vinde fra de centralasiatiske ørkener medfører en stor fordampning. Især har områderne omkring Volgas mellemste og nederste løb været udsat for dette naturfænomen, der med regelmæssige mellemrum har ført til tørke og misvækst med deraf følgende hungersnød.

Billede af møller på steppen
Møller på den sibiriske steppe.

En stor del af steppen ligger i dag i Ukraine, men har op gennem tiden fungeret som Ruslands kornkammer. Grundlaget for steppens frugtbarhed er dens sortjord (чернозем), der er et op til flere meter tykt lag af fed sortglinsende muld med et et meget stort indhold af organiske materialer. I forbindelse med regn og en passende temperatur bliver resultatet en intens aktivitet af bakterier og andre mikroorganismer. Derved bliver det organiske materiale omsat til de mineraler, som planterne har brug for.

Jordbundsforholdene var en af de faktorer, der spillede en rolle for, at den første russiske statsdannelse, Kiev-Rusland, var placeret her, idet man uden avanceret teknik kunne drive landbrug. Ønsket om at besidde en større del af disse frugtbare områder var ligeledes en vigtig drivkraft bag Ruslands ekspansion i slutningen af det 18. århundrede, hvor Rusland underlagde sig områderne umiddelbart nord for Sortehavet.

Halvørken

Syd for steppen falder den gennemsnitlige nedbør yderligere, hvilket fører til, at vegetationen bliver mere sparsom og det frugtbare lag af organisk materiale derfor bliver mindre. Dette område, der i Rusland primært findes omkring Det Kaspiske Hav, er en overgangszone til de rene ørkener i Centralasien, der tidligere var en del af Sovjetunionen.