logo

Print

Præsident

Oprindeligt ifølge forfatningen fra 1993 kunne præsidenten vælges for en periode på 4 år, og den samme person kan højest beklæde embedet i to perioder i træk. Der er derimod ikke nogen begrænsninger på, hvor mange perioder i alt præsidenten kan sidde. Disse bestemmelser forhindrede Vladimir Putin i at genopstille en tredje gang ved præsidentvalget i 2008, men han kan derimod godt stille op igen i 2012. Præsidenten skal være mindst 35 år gammel, have boet i Rusland de seneste 10 år og være russisk statsborger. I august 2009 blev valgperioden for præsidentembedet gennem en forfatningsændring udvidet til 6 år.

Præsidenten vælges direkte af befolkningen. Hvis ingen kandidat får mere end halvdelen af de afgivne stemmer eller valgdeltagelsen er under 50 procent, afholdes en anden valgrunde med deltagelse af de to kandidater fra første runde, der har fået flest stemmer. Anden valgrunde skal afholdes senest tre uger efter den første valgrunde. Denne valgprocedure er ikke fastlagt i forfatningen, men i en særlig lov om præsidentvalg. Ved det første præsidentvalg efter den nye forfatning i 1996 måtte Jeltsin ud i en anden valgrunde, hvor han slog kommunisternes kandidat Gennadij Zjuganov. Ved valgene i 2000 og i 2004 har Putin derimod opnået absolut flertal i første runde.

Kompetencer

Forfatningen definerer et præsidentembede med brede og stærke kompetencer. Blandt de vigtigste af disse er:

Jeltsin (1991-1999)

Billede af Jeltsin
Ruslands første præsident, Boris Nikolajevitj Jeltsin, 1991-1999

Ruslands første præsident var Boris Nikolajevitj Jeltsin, der blev valgt i juli 1991, mens Sovjetunionen endnu eksisterede. Jeltsin havde tidligere været medlem af kommunistpartiets politbureau og partichef i Moskva. Efter i 1987 at have kritiseret Gorbatjov for, at reformerne gik for langsomt, blev han imidlertid fjernet fra sine poster

Under det mislykkede kupforsøg i august 1991 blev Jeltsin frontfigur i kampen mod kupmagerne, der holdt Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov, i husarrest på Krim. Selv om Gorbatjov vendte tilbage til posten som statsoverhovede, bidrog Jeltsins resolutte reaktion til at øge hans popularitet på Gorbatjovs bekostning. I december 1991 var Jeltsin en af hovedkræfterne bag grundlæggelsen af SNG, hvis etablering fik afgørende betydning for Sovjetunionens opløsning.

I de følgende år førte Jeltsin en politik baseret på en hurtig overgang til markedsøkonomi. Dette førte til inflation og voksende social ulighed. I denne periode udkæmpede Jeltsin og det mere konservative parlament, Den Øverste Sovjet, en magtkamp, der kulminerede med Jeltsins opløsning af parlamentet og den militære konfrontation i oktober 1993. Jeltsin trak sig sejrrigt ud af denne magtkamp og fik i december 1993 en ny forfatning vedtaget ved en folkeafstemning.

På trods af svigtende helbred og den upopulære krig i Tjetjenien lykkedes det Jeltsin at blive genvalgt som præsident ved valget i 1996. Dette skyldtes i høj grad en intensiv mediekampagne fra de nyrige finansfolk, som Jeltsin havde allieret sig med. De sidste år af Jeltsins embedsperiode var præget af hans stadig dårligere helbred, hyppige udskiftninger i regeringen og fortsatte økonomiske problemer, der nåede et klimaks med finanskrisen i 1998. Nytårsaftensdag 1999 meddelte Jeltsin overraskende, at han trak sig tilbage et halvt år før, hans embedsperiode udløb.

Putin (1999-2008)

Billede af Putin
Ruslands anden præsident, Vladimir Vladimirovitj Putin

Da Jeltsin trak sig tilbage overgik magten i henhold til forfatningen til regeringslederen, Vladimir Vladimirovitj Putin. Putin havde indtil 1991 arbejdet for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB og været udstationeret i Østtyskland. I 1990 vendte han hjem til fødebyen Skt. Petersborg. Efter at arbejdet i universitetets internationale afdeling, blev han snart rådgiver for byens borgmester, Anatolij Sobtjak, der var en af de mest fremtrædende forkæmpere for demokratiske reformer. I 1996 blev Putin kaldt til Moskva, hvor han efter at have haft forskellige poster i præsidentens administration, i 1998 blev chef for Ruslands efterretningstjeneste, FSB. I august 1999 udnævnte Jeltsin ham til regeringsleder.

Efter Jeltsins tilbagetræden var Putin fungerende præsident indtil han vandt præsidentvalget i marts 2000 ved i første runde at få 53% af stemmerne. Under Putin har Rusland oplevet en stabilisering af økonomien med høje vækstrater. Det økonomiske opsving er imidlertid blevet ledsaget af en udvikling på en række områder, der har skabt bekymring for demokratiet i Rusland. Medierne er således i stigende grad kommet under statens direkte eller indirekte kontrol, og en serie ændringer af det politiske system har styrket centralmagten i forhold til føderationens enkelte dele. Endvidere er det ikke lykkedes Putin at løse konflikten med udbryderrepublikken Tjetjenien, hvor en ny krig startede i efteråret 1999.

Ved præsidentvalget i 2004 vandt Putin en overbevisende sejr med 71% af stemmerne. Der har i løbet af Putins anden præsidentperiode været hyppige spekulationer, om han ville ændre forfatningen, så han kunne genopstille til en tredje periode i 2008. Selv afviste Putin gentagne gange alle tanker om dette. I stedet udpegede han mod slutningen af sin embedsperiode Dmitrij Medvedev som sin foretrukne efterfølger.

Medvedev (2008-)

Billede af Medvedev
Ruslands nuværende præsident, Dmitrij Anatoljevitj Medvedev

Ruslands ny præsident, Dmitrij Anatoljevitj Medvedev stammer ligesom sin forgænger fra Skt. Petersborg. Her tog han en uddannelse som jurist og underviste efterfølgende gennem en årrække op gennem 1990'erne på sit gamle universitet. Samtidig fungerede han dog som rådgiver for Skt. Petersborgs reformvenlige borgmester, Anatolij Sobtjak. Her kom han til at arbejde sammen med Vladimir Putin, der var leder af den komite for internationale forbindelser, som Medvedev fungerede som juridisk rådgiver for. Sideløbende med sin karriere i Skt. Petersborgs bystyre var Medvedev med i ledelsen af en række private selskaber.

Bekendtskabet med Putin fik senere afgørende betydning for Medvedevs karriere. For da Putin efter Jeltsins tilbagetræden blev fungerende præsident, udnævnte han straks Medvedev til stedfortræder for sin stabschef. Under den efterfølgende valgkamp fungerede Medvedev endvidere som leder af Putins kampagne og var dermed med til at bane vej for Putins sejr ved præsidentvalget i marts 2000. I løbet af de følgende år var Medvedev ikke blot centralt placeret i det politiske magtcentrum i Kreml, men beklædte i perioder samtidig posten som leder af landets største virksomhed, energiselskabet Gazprom. Et typisk eksempel på den sammenblanding af politik og forretningsinteresser, der har karakteriseret Putins Rusland.

Da Medvedev i 2005 blev udpeget til 1. vicepremierminister, blev han anset for at være en af favoritterne til at efterfølge Putin som præsident, men i de følgende år blev også andre kandidater spået gode chancer. Først i december 2007 pegede Putin endegyldigt på Medvedev som sin afløser. Med den siddende præsidents støtte havde Medvedev ikke problemer med at vinde præsidentvalget i marts 2008, hvor hans sejr var ligeså komfortabel som Putins fire år tidligere.

Det er meget, der tyder på, at Medvedev vil fortsætte Putins linje. I Medvedevs kampagnemateriale op til præsidentvalget blev de to endda ofte afbildet sammen for at understrege den politiske kontinuitet. Til gengæld for Putins støtte forud for valget udpegede Medvedev da også Putin som ny regeringsleder. Dermed har den afgående præsident kunne bevare en stor del af sin hidtidige politiske indflydelse.

Valget af Medvedev kan dog alligevel godt ses som tegn på et begyndende politisk kursskifte. I forhold til flere af de øvrige mulige kandidater fremstår Medvedev således som en pragmatisk og relativt vestligt orienteret politiker, der er en stærk fortaler for liberalisme. Medvedevs magtovertagelse betyder derfor, at nogle de mere konservative kræfter fra sikkerhedstjenesten, som Putin støttede sig til, tilsyneladende har mistet indflydelse.