logo

Print

1917-1991

Mellem to revolutioner

Billede af Lenin
Vladimir Lenin, Sovjetunionens første leder

Som følge af februarrevolutionen i 1917 valgte Nikolaj II at abdicere, og dermed ophørte Rusland med at være et kejserrige. I stedet blev magten overtaget af en provisorisk regering, der skulle regere landet indtil en grundlovgivende forsamling kunne indkaldes. Samtidig med den provisoriske regering oprettedes en række arbejder- og soldatersovjetter under ledelse af de socialistiske partier. Fra starten søgte disse sovjetter at få kontrollen med militæret, og efterhånden opstod en kritisk situation med "dobbeltmagt" i Rusland.

Den provisoriske regering var præget af intern splittelse. Derfor var det svært for den at løse landets akutte problemer, der blandt andet omfattede spørgsmålet om Ruslands fortsatte deltagelse i krigen og kravene om sociale reformer. Dette udnyttede bolsjevikkerne til under ledelse af Lenin at mobilisere støtte til deres program, og efterhånden mistede regeringen reelt kontrollen med landet. I oktober gennemførte bolsjevikkerne en ny revolution og overtog magten.

En af det nye regimes første handlinger var at trække Rusland ud af Første Verdenskrig ved at indgå Brest-Litovsk freden med Tyskland, der betød at Rusland måtte afstå store landområder. Endvidere vedtoges en jordlov, der førte til uddeling af godsejernes jord til bønder, der hidtil havde været jordløse.

Borgerkrigen

Det nye styre i Rusland blev mødt af modstand både internt og uden for landets grænser. Undertrykkelsen af politiske modstandere og opløsningen af den grundlovgivende forsamling førte til konflikt med de andre grupper og partier, der oprindeligt havde støttet et revolutionært program. Sammen med separatfreden med Tyskland førte dette til fremmede interventioner og borgerkrig, som bolsjevikkerne vandt. I 1922 blev Sovjetunionen oprettet som en føderation af sovjetrepublikker. Formelt blev landet ledet af sovjetterne, men reelt lå magten hos det kommunistiske parti.

Under borgerkrigen var den økonomiske politik præget af stærk statskontrol med virksomhederne, nationaliseringer, begrænsning af pengeøkonomien og beslaglæggelser af landbrugsproduktionen. Denne politik, der er blevet døbt krigskommunisme, førte til voksende modstand mod bolsjevikkerne fra især bønderne. Under indtryk af opstanden blandt soldater på flådebasen Kronstadt i 1921, slog Lenin ind på en "ny økonomisk politik" (NEP), der indebar et element af markedsøkonomi og tillod bønderne at sælge deres overskud til private handelsfolk.

Stalin

Billede af Stalin
Josef Stalin

Lenins død i 1924 udløste en intensiv magtkamp mellem de ledende bolsjevikker. Kampen drejede sig ikke blot om den fremtidige ledelse af partiet, men også om den økonomiske politik. I slutningen af 1920'erne trak Josef Stalin, der mens Lenin endnu levede var blevet udpeget til generalsekretær, sig sejrrigt ud af magtkampen. Hans politik indebar en hurtig industrialisering af landet gennem femårsplaner og en tvangskollektivisering af landbruget, der kostede millioner af mennesker livet som følge af hungersnød og deportationer.

Samtidig konsoliderede Stalin sin magt i partiet, hvor han søgte at eliminere al modstand. Fra midten af 1930'erne gik Stalins terror derfor også ud over medlemmer af kommunistpartiet, der blev arresteret og henrettet efter skueprocesser og fiktive anklager. Som en følge af udrensningerne etableredes et stort system af arbejdslejre, der spillede en væsentlig rolle for industrialiseringen af landet, især i de ugæstfrie egne af Sibirien.

Anden Verdenskrig

Det sovjetiske flag i Berlin
En soldat fra Den Røde Hær rejser det sovjetiske flag over rigsdagsbygningen i Berlin.

I årene op til udbruddet af Anden Verdenskrig søgte Sovjetunionen at undgå at blive inddraget i den forventede krig. I 1939 indgik Sovjetunionen således en ikke-angrebspagt med Nazityskland, den såkaldte Molotov-Ribbentrop pagt. Den betød blandt andet, at de baltiske lande kom under sovjetisk herredømme, og under Vinterkrigen, 1939-40 erobrede Sovjetunionen en del af Karelien fra Finland.

Aftalen med Hitler kunne dog ikke forhindre, at Tyskland angreb Sovjetunionen i juni 1941. Efter hurtigt at være trængt langt ind i Sovjetunionen mødte de tyske tropper modstand ved Moskva og led efter hårde kampe et afgørende nederlag ved Stalingrad, der blev krigens vendepunkt på østfronten. Herefter drev de sovjetiske styrker tyskerne tilbage og erobrede Berlin i maj 1945.

Anden Verdenskrig kostede Sovjetunionen enorme menneskelige og økonomiske tab, men gjorde samtidig landet til en af verdens supermagter. Ved fredskonferencerne efter krigen var Sovjetunionen således med til at afgøre den fremtidige verdensorden. I årene efter krigen voksede uenigheden mellem sejrsmagterne, efterhånden kom Østeuropa under sovjetisk kontrol og Tyskland blev delt. Verdenskrigen var blevet afløst af en ny kold krig mellem verdens atommagter.

Khrusjtjov

I 1953 døde Stalin og magten blev i første omgang overtaget af en kollektiv ledelse. Efterhånden fremstod Nikita Khrusjtjov dog som landets leder. I 1956 gjorde han i "den hemmelige tale" op med Stalin-tidens forbrydelser. Talen blev startskuddet på en generel afstalinisering af samfundet og et kulturelt "tøbrud", der skabte friere rammer for kunstnerisk virksomhed og betød, at millioner blev løsladt fra Stalins arbejdslejre.

Under Khrusjtjov oplevede Sovjetunionen en vækst i den industrielle produktion og levestandarden voksede kraftigt. Også på det videnskabelige område kunne landet fejre store triumfer. I 1957 blev Sovjetunionen verdens første rummagt med opsendelsen af den første kunstige sattelit og i 1961 blev Jurij Gagarin det første menneske i rummet.

På en række områder søgte Khrusjtjov at reformere økonomien. Dette gjaldt særligt med hensyn til landbruget, hvor storstilede programmer skulle føre til opdyrkning af "de jomfruelige jorde" i Kazakhstan og udbredelse af majs som afgrøde. Disse reformer slog imidlertid fejl, og sammen med en række nederlag i udenrigspolitikken var det medvirkende til, at Khrusjtjov i 1964 blev afsat af kommunistpartiets centralkomite.

Brezjnev

Sovjetunionens statsvåben
Det sovjetiske statsvåben

Efter Khrusjtjovs fald blev magten i en kort periode overtaget af en ny kollektiv ledelse, før Leonid Brezjnev fremstod som landets nye leder. Op gennem 1960'erne voksede industriproduktionen fortsat, og Sovjetunionen blev verdens største producent af olie og stål. På den udenrigspolitiske front vandt Sovjetunionen voksende indflydelse i den tredje verden, mens Tjekkoslovakiets forsøg i 1968 på at gennemføre reformer blev slået ned med militærmagt.

Fra starten af 1970'erne sank Sovjetunionen imidlertid ned i en dyb økonomiske krise. På det tidspunkt var mulighederne for ekstensiv vækst opbrugt, og samtidig blev våbenkapløbet med USA en alvorlig byrde for den sovjetiske økonomi. Resultatet blev at Sovjetunionen i stigende grad haltede efter vesten med hensyn til levestandard. Samtidig prægedes samfundet af et moralsk forfald med udbredt korruption, der også omfattede partiets top.

Den stærkt svækkede Brezjnev døde i 1982 og blev efterfulgt af den tidligere chef for KGB, Jurij Andropov, der imidlertid også var alvorligt syg. Under Andropov gennemførtes dog visse reformer med det formål at øge disciplinen og mindske korruptionen. Før meget af det kunne føres ud i livet, døde Andropov og blev efterfulgt af den mere konservative Konstantin Tjernenko.

Gorbatjov

Efter Tjernenkos død i 1985 blev den relativt unge Mikhail Gorbatjov valgt som ny generalsekretær for det kommunistiske parti. I første omgang søgte han at reformere økonomien gennem reformer, der skulle højne effektiviteten. Gorbatjov lancerede således en kampagne, der indebar begrænsninger i salg og udskænkning af alkohol. Kampagnen fik imidlertid den konsekvens, at illegalt salg og produktion af alkohol steg, mens staten mistede indtægter.

Efterhånden slog Gorbatjov ind på mere radikale reformer. Under slagordet perestrojka slog han til lyd for en radikal omstrukturering af samfundsøkonomien. Den centrale planlægning af produktionen skulle mindskes og de enkelte virksomheder skulle have større råderum. Samtidig blev visse former for privat erhverv tilladt, hvilket førte til oprettelsen af et stort antal kooperativer inden for serviceerhvervene.

Samtidig indså Gorbatjov nødvendigheden af at tillade en mere åben offentlig debat med henblik på at mobilisere støtte til sit reformprogram. Under sloganet glasnost lod Gorbatjov en fri debat udfolde sig, der gav befolkningen mulighed for åbent at diskutere ting, der hidtil havde været tabu. På det politiske plan førte glasnost til, at der oprettedes et nyt parlament, Folkekongressen, hvor blandt andet den tidligere dissident, Andrej Sakharov, blev valgt ind. I 1990 blev Gorbatjov valgt til det nyoprettede embede som Sovjetunionens præsident, og det kommunistiske parti opgav sit monopol på magten, så andre politiske partier kunne oprettes.

Billede af Gorbatjov og Reagan
Under Gorbatjov kom der gang i nedrustningsforhandlingerne. Her forhandler Gorbatjov med USAs præsident, Ronald Reagan

På den udenrigspolitiske front var perioden præget af afspænding. På en række topmøder mellem Sovjetunionen og USA blev der indgået nedrustningsaftaler og forholdet mellem de to supermagter blev markant bedre. I 1989 afsluttedes den sovjetiske besættelse af Afghanistan, der havde varet siden 1979. Da en række folkelige revolutioner i efteråret førte til de kommunistiske regimers fald i en række Øst- og Centraleuropæiske lande lod Gorbatjov dette ske uden sovjetisk indblanding, og 1991 accepterede Sovjetunionen en genforening af Tyskland.

Efterhånden voksede modstanden mod Gorbatjov dog både fra mere konservative kræfter i det kommunistiske parti og mere reformivrige grupper. I august 1991, mens Gorbatjov var på ferie, forsøgte en gruppe konservative kommunister at afsætte ham ved et militærkup. Kuppet slog dog hurtigt fejl, og Gorbatjov kunne derfor vende tilbage til embedet som præsident. På det tidspunkt havde han imidlertid reelt mistet kontrollen med landet. I kølvandet på kupforsøget havde en række republikker med de baltiske lande i spidsen erklæret sig selvstændige. Et sidste forsøg på at få vedtaget en ny unionstraktat i efteråret slog fejl, og den 25. december 1991 trådte Gorbatjov tilbage som Sovjetunionens præsident.